Segl i solnedgang.

Den store spenninga i morges var hvor lenge pulkene ville holde. Optimismen var en periode på høyde med gjenværende beholdning av reparasjonsutstyr. Null. Vi har uansett bestemt oss for at det skal holde fram til Gjøahavn. Der skal vi gjøre som Amundsen: søke hjelp hos lokalbefolkningen.

Kilometerne dro fort av sted sørover i formiddag – inntil navigatøren ledet oss ut i isbaksen. Vanvittig flott å se på, med sine uendelige formasjoner, men gud så vanskelig å forsere med skiseil og haltende pulker. Vi kan verken skylde på kompassets missvising, som er veldig i disse områder, eller på feil med moderne iskart. Men vi hadde rett og slett ikke lest Godfred Hansens fortelling om turen nøye nok. Han og Ristvedt slet veldig med skruis på veg nordover – og la derfor returen betydelig lengre sør. Vi kom oss omsider ut av isen og inn på 1905-sporet igjen.

Det har vært en lang dag. Men utrolig flott og innholdsrik. Mye artig seilig – og en hel del spenning i om vi klarte å navigere oss gjennom isen. Heldigvis har vi sporhunden Fasting som til slutt fant vegen til Jenny Lind.

Det må likefullt innrømmes at det var tre kalde menn som slo telt i strandkanten klokka åtte i kveld. Den var 29,7 minusgrader – og vi ser fram til posen. Det er på slike dager det gjør godt å varme seg på en framkommer. Det er ikke så vanskelig å kjenne seg igjen i Godfred Hansens beskrivelse: «Saa kom da Rommen! Gyldenbrun blinker den os imøde fra det sølv-skinnende Aluminiumsbæger. Haanden fører Bægeret op, og man mærker den krydrede Duft, som vejrede der et Pust fra en solglødet Sydens Plantage hen over de golde Issletter. Bægeret naar Munden sikkert, thi en Polarfarers Haand ryster aldrig. Og saa glider den ned iskold, lædskende, varmende oplivende. Rynk paa Næsen I Afholdsfolk, men jeg ved hva Nytte Alkoholen gør paa et saadant Tidspunkt! Thi jeg skal fortælle jer en Ting; Jeg har kendt til det at staa sund og frisk op om Morgenen og køre ud med min Slæde. Mit Bryst har jeg videt ud for at føle den friske Luft fylde mine Lunger, følt Blodet faa Fart, følt det som om jeg havde. Kræfter til at køre til Verdens Ende. Sneens og Himlens Skønhed, hele den vældige Natur har fyldt min Sjæl med de skønneste Tanker. Og dog har jeg saa før Aften været som en brudt Mand. Troen paa min Lykke knækket, dødstræt, mat i hvert Lem, Hjernen sløvet, blot ønskende at gaa frem, til jeg styrtede, gysende for Tanken om den Anstrængelse at rive sig løs fra det ensformige Slid i Selen for at slaa Lejr, skønt jeg dog maatte vide, vidste af Er faring, at i Soveposen var der Bod for alle Savn. Saadan en Situation er det, der har lært mig, hvor Alkoholen er paa sin rette Plads…»

The post Gjennom isbaksen appeared first on Nordvestpassasjen.