Liden SElig bris med let tåge. Eskimoerne drog i fmd. på sælfangst. «Tonich» der var en dag længere i Kåokka end de andre eskimoer, havde også forsøgt fisket på Kåokka vandet. Han havde hat en meget stor laks på, men havde den reist afsted med krogen. Efter hans sigende – han målte på mig – var sjøisen udenfor Kåokka ca 1.80 m, medens isen på Kåokkavandet er 2.00 m. Ifjor – ca. 10 juni – var denne 3.20 m. – Har idag byttet til mig et fyrtøi – bestående af en liden pose med mose & 2 stene. Øverst på mosen lægges dun af en afblomstret plante. Denne dun ligner fuldstændig den som findes på løvtanden i efteråret. Med de 2 stene slåes der nu gnister ned i dunet. Når det fænger småpuster man på dunen & udbreder ilden. Fra dunen forplanter den sig over på mosen & operationen er færdig. Dette fyrtøi benyttes helst om sommeren, da det vansklig lader sig gjøre at slå gnister med stene i vinterkulden. Det andet fyrtøi – trædrilsystemet – benyttes om vinteren. «Torolielli» heder en ældre Netchilli eskimo, som er her nu. R. & jeg mødte ham på vor slædetur ifjor ved Kap Victoria. Han lå isommer ved – Sheriff & Eclipse horn efter Ross på Boothia’s E kyst – på renfangst. Han fik endel ren og lagde depot der. Han vendte så tilbage til Netchilli. Da vinteren kom sendte han sin søn afsted for at hente kjød fra depotet. Han forsvandt imidlertid sporløst & og har ikke senere vist sig. Faderen drog da til depotet selv, men fandt intet spor af sin søn. «Torolielli» er en af de få eskimoer her der på samme tid har hat 2 koner. Den ældste af dem – Kajoggolo – gav han til Teraiu for flere år siden & beholdt selv den yngere. Med hende har han hat 5 børn. Grundet det store fleretal af mænd blandt disse eskimoer forekommer det oftere, at en kone har to mænd. Praktiske folk! – En af indbrudstyvene fra ivinter – en ung Oglulieskimo ved navn Ugpik – kom hertil for at par dage siden med den sidste eskimofamilie. Han har imidlertid – antaglig af frygt for den trudsel jeg dengang gjorde om at skyde disse tyve, såfremt de viste sig her – holdt sig inde i igluen. Idag havde han vovet sig ud & jeg mødte ham derborte i fmd. sammen med tre andre eskimoer. For at skræmme ham greb jeg ham i brystet og sagde: Er du der din tyv. Det var en førnøielse at se, hvordan han tog det. Uden at vige et skridt eller så meget som blot at gjøre tegn til at blunke stod han der med et lunt smil. «Ved du ikke» – forsatte jeg, at du ikke har lov til at komme her». Flere ældre eskimoer var nu kommen til. De forsikrede nu alle, at han skulde gå på øieblikket. Jeg gikk da ind i igluen til Atikleura. Straks efter kom denne ind med den unge forbryder. Da hans kone – en søster af denne Ugpik – fik høre at han skulde afsted, blev hun meget bedrøvet. Det var rørende at se, hvorledes de hentede frem tørret laks & pakkede sammen for at give ham med på veien. Nu havde jeg imidlertid opnået, hvad jeg vilde nemlig at hævde vor autoritet på stedet. Jeg sagde da Atikleura, at eftersom han ^Atikleura var eskimoenernes – «Echjumata» – høvding (over denne udmærkelse blev han meget stolt) og da Ugpik var en bror af hans kone & dertil ganske ung – jeg derfor vilde tilgive ham denne streg. Atikleura indestod for ham for fremtiden. Når jeg tænker tilbage på denne indbrudshistorie finder jeg, at den i grunden ikke var så slem som jeg den gang opfattet den. Det var sult og sult alene der drev dem til dette skridt. «Teraiu» var gammel kjendt i provianthuset her efter sit ophold i janr – mars 1904. For ham måtte jo dette lager stå som noget uudtømmeligt. Når jeg således nu ser på denne sag med andre øine tør jeg imidlertid ikke forandre min bestemmelse med hensyn til de voksne deltagere i den expedition. Ungdom & galskab ja, den får man se gjennem fingre med, men de gamle får man jo i sådanne tilfælder holde sig fra livet.

The post 24. april 1905 appeared first on Nordvestpassasjen.